Mange borgere og politiske iagttagere har en fornemmelse af, at der i de seneste årtier er sket nogle ændringer i vores demokrati og særligt i samspillet mellem politikere og medier. Disse ændringer har nedsat det politiske systems evne til reelt at løse samfundets problemer. Det skyldes, at politik i stadig højere grad udspiller sig i sin egen boble rettet mod medierne, som Sigge Winther Nielsen skriver i sin bog ’Entreprenørstaten’. De politiske tiltag foregår dermed uden kontakt til den virkelighed, hvor de skal implementeres og virke.

Centralisering forringer problemløsning

Ofte forklarer man ovennævnte forandringer med en ændret politisk kultur og medievirkelighed, hvor politikerne er optagede af at vise handlekraft og medierne af hurtige nyheder og clicks. Begge fænomener er uden tvivl vigtige dele af forklaringen. Der mangler dog en afgørende brik i billedet, som jeg vil bidrage med i denne artikel.

“Men samtidig har centraliseringen haft den væsentlige ulempe, at man har nedsat institutioners evne til at løse problemer og være i dialog med borgerne.”

Adam Diderichsen, ph.d. og postdoc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Det drejer sig om den omfattende omorganisering og centralisering, som har fundet sted i den offentlige sektor i de seneste årtier. Det er sket ud fra et ønske om at øge effektiviteten og den politiske styring af den offentlige sektor. Men samtidig har centraliseringen haft den væsentlige ulempe, at man har nedsat institutioners evne til at løse problemer og være i dialog med borgerne. Jeg vil illustrere denne pointe ud fra politiet, hvor jeg vil bruge bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet som eksempel.

Øget politisk styring af politiet

Politireformen i 2007 var på mange måder et skoleeksempel på de store reformer, som på godt og ondt har præget den offentlige sektor i de sidste 20 år. Overskrifterne lignede dem, som man også kender fra andre store reformer i den offentlige sektor: Man ønskede at skabe et politi, der både var mere økonomisk effektivt og havde et højere kompetenceniveau. Et meget væsentligt element var imidlertid også, at man øgede den direkte politiske styring af politiet dramatisk. 
Tidligere havde politiet været inddelt i 54 politikredse. Hver politikreds var under ledelse af en politimester med betydelig autonomi, som var stort set umulig at styre politisk i en bestemt retning. Med politireformen blev antallet af kredse reduceret til 12 i Danmark samt 2 nordatlantiske kredse (hertil kommer i dag en 15. politikreds i form af National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, der blev oprettet i 2020). Samtidig indførte man en samlet koncernstruktur, hvor politidirektørerne i de enkelte kredse refererer direkte til rigspolitichefen, der igen er direkte underordnet Justitsministeriet.

Måltal og politiske kastevinde

Koncernstrukturen kombineret med måltal, resultatkontrakter og andre styringsteknologier har skabt et politi, der i høj grad er styret af de aktuelle dagsordener på Christiansborg. Det gælder i form af direkte styring via Justitsministeriet, men også i form af mavefornemmelser blandt ledere i politiet af, hvad der er politisk ønskeligt og gangbart. 

“Blandt almindelige politifolk er der en udbredt fornemmelse af, at politiet løber efter bestandigt nye politiske kastevinde uden nogen overordnet retning eller strategi og uden et rimeligt forhold mellem politiets ressourcer og de nye opgaver.”

Adam Diderichsen, ph.d. og post.doc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Om det er en god udvikling afhænger givetvis af perspektiv. Blandt almindelige politifolk er der en udbredt fornemmelse af, at politiet løber efter bestandigt nye politiske kastevinde uden nogen overordnet retning eller strategi og uden et rimeligt forhold mellem politiets ressourcer og de nye opgaver (se fx denne artikel i fagbladet Dansk Politi). Men mit gæt er, at de øgede muligheder for politisk styring til gengæld er mere populært blandt politiske ledere og embedsfolk i centraladministrationen.

Politisk styring hører til et demokrati

Der er klart, at et vist mål af politisk styring af den offentlige sektor er en forudsætning for et demokratisk samfund. Hvis ikke politiske beslutninger kunne omsættes til effektiv styring af den offentlige sektor, ville vi leve i et skindemokrati, hvor de virkelige beslutninger blev truffet et andet sted end i de demokratisk valgte forsamlinger som Folketinget og kommunalbestyrelserne. Det ville med stor sandsynlighed også blive et samfund, hvor store offentlige institutioner lukkede sig om sig selv og blev mere optagede af at varetage ledelsens og medarbejdernes interesser end af at tjene borgerne.

“Gode offentlige institutioner forudsætter, at borgere og politikere har mulighed for at holde dem ansvarlige for deres resultater eller mangel på samme.”

Adam Diderichsen, ph.d. og post.doc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Historisk har en af de væsentligste grunde til at reformere den offentlige sektor derfor været, at offentlige institutioner havde udviklet sig til tunge bureaukratier, der var mere optaget af at gøre tingene, som man plejer, end af borgerne og deres behov. Gode offentlige institutioner forudsætter, at borgere og politikere har mulighed for at holde dem ansvarlige for deres resultater eller mangel på samme. 

Central styring trækker politiet væk fra borgerne

Der er imidlertid også en række ulemper og utilsigtede konsekvenser ved den øgede politiske styring. Den måske vigtigste, når vi taler om politiet, er, at den centrale styring trækker politiet væk fra borgerne. Hvis politiet bruger tiden på at opfylde centralt fastlagte mål, er der tilsvarende mindre tid til at tage sig af ønsker og henvendelser fra borgerne. Det gælder, hvad enten det drejer sig om alarmopkald eller en uformel dialog på gadeplan. Når man gør offentlige institutioner ansvarlige ved hjælp af central politisk styring, risikerer man således at trække de samme institutioner væk fra borgerne og deres behov.  
Det problem kan man så forsøge at løse med nye politiske mål om responstider, sagsbehandlingstider eller nærpolitistationer. Men den grundlæggende problemstilling er der stadig. Og jo flere af den slags mål, man opstiller, des mindre tid har politiet til at løse opgaver, som er drevet af borgernes henvendelser og direkte behov.

Samfundets eller statsmagtens politi?

Ovennævnte rejser i sidste ende spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et demokrati. Er vi et demokrati, fordi valgte ledere bestemmer? Eller er vi et demokrati, fordi stat og myndigheder er lydhøre over for og inddrager borgerne? Jeg tror, at det i sidste ende er det, som diskussionen af nærhed i politiet handler om. Argumentet har jeg beskrevet i bogen ’Samfundspolitiet’, hvor jeg netop beskriver vigtigheden af at politiet også er borgernes politi og ikke kun statsmagtens.

Konsekvenser for arbejdsglæden

Den øgede afstand til borgerne kan også få betydning for medarbejdernes arbejdsglæde. En almindelig grund til at søge ind i politiet er, at man gerne vil gøre en forskel for andre mennesker ved at beskytte og hjælpe dem, når de har behov for det. Det er med andre ord kontakten med det konkrete andet menneske, der for mange er hovedgrunden til, at det er meningsfuldt at være politibetjent.

“Det er netop i kontakten med borgerne, at politiets faglighed kommer i spil og viser sin betydning.”

Adam Diderichsen, ph.d. og post.doc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Det er netop i kontakten med borgerne, at politiets faglighed kommer i spil og viser sin betydning. Hvis den centrale politiske styring fører til en øget afstand mellem politi og borgere, kan det opleves som en manglende mulighed for at leve op til egne faglige krav. Det gælder særligt, hvis det også er svært at nå at lave en god faglig indsats på grund af stort pres på ressourcerne.

Politisk egeninteresse over for samfundsinteressen

Central politisk styring har også den ulempe, at det politiske systems egeninteresse kan sætte sig igennem, også selvom den ikke nødvendigvis er sammenfaldende med overordnede samfundsinteresser. En dygtig politisk leder vil forsøge at tjene samfundets interesser i sin måde at varetage sin ledelse på. Men det er naivt at tro, at pågældende ikke også vil tage et vist hensyn til sine egne interesser. Selvom central politisk styring kan bruges til at holde offentlige institutioner ansvarlige, flytter nissen med. Nu er det bare politikernes egeninteresse, der er afgørende. 
Groft sagt har politiske ledere en interesse i at blive genvalgt. Det er som udgangspunkt en god ting og en vigtig del af forklaringen på, at det repræsentative demokrati er så velfungerende en styreform. For en af de sikreste måder at blive genvalgt på er at gøre det godt i vælgernes øjne ved at tjene samfundets interesser. Eller i det mindste er det ikke at gøre det en temmelig sikker måde ikke at blive genvalgt på.
Men samfundsinteressen er en svær størrelse at definere og identificere entydigt. Og det kan være vanskeligt at skelne mellem at tjene samfundets interesser og at se ud som om, man gør det i medierne.

Handlekraft i medier løser ikke problemer

Dermed er vi tilbage ved de forandringer, medier og politik har gennemgået i de senere årtier. I en accelererende medievirkelighed vil politikeres egeninteresse nemlig ofte være at fremtræde som handlekraftige politikere, der gør noget ved de problemer, som bliver omtalt i medierne. Men det er ikke det samme som, at man reelt løser problemerne. Løsningen af især komplicerede problemer som fx bandekriminalitet kræver ofte langsigtede indsatser, der er afhængige af mange forskellige aktører. Det er også risikabelt for politikere at love at løse komplicerede problemer, fordi det ofte ikke lykkes at løse dem i første forsøg. 

Fokus efter medieomtale

Kombinerer vi denne virkelighed med centralistisk styring, bliver resultatet en offentlig sektor, som bestandig skifter fokus afhængig af medieomtalen. En offentlig sektor, som ikke formår at løse problemer med langsigtede indsatser. Det betyder også, at det kan være svært som borger at få gjort noget ved et problem, hvis det ikke er et problem, der har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. Kender man ikke lige en politiker eller en journalist, kan det være svært at få et problem sat på den politiske dagsorden.

Økonomisk kriminalitet

Et godt eksempel på disse forskelligrettede logikker er politiets indsats over for økonomisk kriminalitet, der i dag især foregår på nettet. For nyligt pålagde Rigsadvokaten Østjyllands Politi at nedbringe bunkerne med sager om økonomisk kriminalitet. Der er gode grunde til dette pålæg. Antallet af sager om økonomisk kriminalitet har hobet sig op, samtidig med at stadig flere borgere bliver ramt af den type kriminalitet. Det kan skabe en fornemmelse af en retsløs tilstand, hvor myndighederne tilsyneladende ikke kan gøre noget ved den kriminalitet borgerne bliver ramt af og måske ikke engang synes at tage den alvorlig. Det er derfor helt rigtigt set, at der er nødt til at ske en markant forbedring.

Bemærkelsesværdig timing

Men timingen er temmelig bemærkelsesværdig. Der er ikke noget nyt i, at økonomisk kriminalitet er en stærkt voksende form for kriminalitet. Faktisk gjorde politiet selv opmærksom på problemet i den nationale strategiske analyse fra 2017. Der er heller ikke noget nyt i, at denne form for kriminalitet er en udfordring for politiet, fordi den stiller krav om nye kompetencer og måske også en ny organisering. Men indtil nu er det begrænset hvor meget politisk opmærksomhed, dette voksende problem har tiltrukket sig. Det politiske Danmark har snarere været optaget af andre ting som bandekriminalitet, voldssager, voldtægter og grænsebevogtning.

Indsatser efter medieomtale

I den senere tid har der imidlertid været en del mediehistorier om de voksende sagsbunker og om borgere, der føler sig ladt i stikken, som fx i DR-historien 'Politiet drukner i sager om online-svindel. Medieomtalen har sat sig politiske aftryk, som da daværende justitsminister Nick Hækkerup i januar 2022 lovede at ”give politiet og anklagemyndigheden nye værktøjer til at prioritere sager om økonomisk kriminalitet”. 
Det er på den ene side godt, at politiske ledere handler på et reelt problem.

“Men samtidig er det bemærkelsesværdigt, at politiet ikke selv har formået at gøre noget ved problemet tidligere.”

Adam Diderichsen, ph.d. og post.doc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Men samtidig er det bemærkelsesværdigt, at politiet ikke selv har formået at gøre noget ved problemet tidligere. Især når politiet i i årevis har vidst, at problemet var stort og voksende. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at det politiske indgreb retter sig mod hurtige, målbare indsatser, der kan håndtere de mest synlige og medieomtalte dele af problemet. 
Forudsigelig nok har pålægget også trukket ressourcer væk fra andre politiindsatser, som har stor betydning for borgerne såsom efterforskning af berigelseskriminalitet, som en efterforsker beskriver det i en artikel i fagbladet Dansk Politi. Lige så forudsigeligt er det, at pålægget har haft konsekvenser for arbejdsglæden og har ført til yderligere pres på medarbejdere, som formand for Østjyllands Politiforening Anita Frank beskriver i artiklen ’Bunkeafvikling: Jeg møder kolleger med tomme blikke og tårer i øjnene.’

Vi bør satse på langsigtede og reelle løsninger

Vi får se, om det lykkes med en mere langsigtet indsats for at løse problemerne. Hvis det skal lykkes, er det ikke nok at nedbringe bunkerne med aktuelle sager. Dels er der nok mange af sagerne, der vil blive henlagt, men ikke opklaret. Dels vil der jo komme nye sager.

“Vi skal undgå situationer, hvor vi i årevis ved, at noget er et problem, uden at der bliver gjort noget ved det, fordi det endnu ikke er blevet til en sag i medierne.”

Adam Diderichsen, ph.d. og post.doc. ved Institut for Statskundskab, SDU.

Der skal noget andet til. Vi skal forstå, hvem der begår økonomisk kriminalitet, online-svindel m.m., og i hvilke situationer borgerne er særligt udsatte for at blive ofre. Og på den baggrund skal vi som samfund forebygge og løse problemerne. 
Men historien viser også, at vi har brug for nye måder at styre politiet på. Politiet skal tættere på borgerne, og beslutningerne skal decentraliseres. Og vi skal undgå situationer, hvor vi i årevis ved, at noget er et problem, uden at der bliver gjort noget ved det, fordi det endnu ikke er blevet til en sag i medierne.