Dødens gab skal dø

Dødens gab, den gamle traver, handler om et stærkt stigende antal ældre over 80 år og et faldende antal unge på arbejdsmarkedet. Samtidig oplever vi tidligere udskrivninger fra hospitalet og mere komplekse sygdomsforløb hos borgerne. Det i sig selv betyder, at vi ikke kan levere den samme service, hvis vi fremover gør tingene på samme måde, som vi gør i dag. Det ved vi, og det har vi vidst længe. Derfor har vi en plan på ældreområdet i Aarhus. 
Ansvaret skal flyttes fra de skuldre, der kommer til at mangle, til teknologi, træning og rehabilitering, civilsamfund og ikke mindst til folk selv. For hvem vil ikke helst kunne klare sig uden hjælp fra det offentlige? I Aarhus arbejder vi ud fra den lidt provokerende ledetråd: Hold borgerne væk. Vi skal gøre os selv undværlige i kommunen. 

Pårørendepligten skal være et kald

Med velfærdsteknologi, træning og rehabilitering samt oplæring som redskabet, kan vi hjælpe borgerne til at kunne selv og få inddraget familie og venner i arbejdet. Pårørendepligten skal være et kald. Samtidig har vi i Aarhus Kommune netop ansat 40 nye fysio- og ergoterapeuter, der understøtter den enkeltes frihed til at kunne selv. 
Med et tættere samarbejde og inddragelse af civilsamfundet, kan vi gå sammen og udvikle fælles indsatser og løsninger, der skaber værdi for borgerne. Vi udvikler eksempelvis vores lokalcentre til medborgerskabshuse, som ikke kun er for ældre mennesker, men for alle.
Ved at hjælpe og motivere borgere til at gøre mere selv og mere af arbejdet hjemme hos sig selv, kan vi øge den fysiske sundhed, og ikke mindst skaber det trivsel og livsglæde i hverdagen. Det kræver, at ledere og medarbejdere vil være med til at arbejde på nye måder. 

Frihed, lighed og kærlighed

At borgerne og kommunen skal indgå i et stadigt større fællesskab, er også hele grundtanken bag Kærlig Kommune - et debatoplæg som vi i Aarhus Kommune udkom med for snart 10 år siden. Nemlig, at velfærd er noget, som folket og kommunen skaber sammen. Vi skal tilbage til idéen og fortællingen om, at vi er afhængige af hinanden i vores velfærdssystem. 

"Groft sagt, er der for mig at se ingen grænser for, hvor meget vi skal insistere på, at borgerne tager aktivt del i deres forløb"

Hosea Dutschke, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

Vi skal engagere os og skabe gode relationer til de borgere, der har brug for vores hjælp. Og vi må inddrage og lytte til borgerens behov og mål. Groft sagt, er der for mig at se ingen grænser for, hvor meget vi skal insistere på, at borgerne tager aktivt del i deres forløb.
Vi skal støtte relationer og kærligheden mellem mennesker. Både eksisterende relationer – som når en ældre flytter på plejehjem, og vi hjælper til at fastholde relationen til venner og naboer – og nye relationer – som når vi samtidig hjælper den ældre med at opbygge relationer til naboerne på plejehjemmet. Vi skal støtte friheden til at bestemme over eget liv gennem selvhjælp, ‘empowerment’, velfærdsteknologi, træning og rehabilitering. Vi skal støtte ligheden ved at bekæmpe ulighed i sundhed både socialt og strukturelt.

Pligt til at opspore de særligt udsatte

Der vil altid være borgere, som slet ikke kan selv, og der har vi som kommune selvfølgelig et ansvar for at hjælpe – men stadig med fokus på, at vi med alle midler hjælper borgeren til at kunne mest muligt selv. Der vil også være mere udsatte borgere, som intet kræver, selvom de kan mindre og mindre selv, og derfor er ramt af ulighed i sundhed. Her har vi som kommune pligt til at gøre en ekstra indsats for at hjælpe og opspore, for disse borgere har ofte for få ressourcer til at råbe op. Et middel til at skabe mere lighed i sundhed er eksempelvis socialsygeplejersker, der netop har specialiseret viden om klinisk sygepleje til socialt udsatte.

Dyk dybt – gå med dine medarbejdere

Og hvad kan vi som ledere så gøre for at imødekomme den udvikling, vi træder ind i? For det første skal vi dykke dybt. Ledelsesrummet er vigtigt, men det må aldrig stå alene. Det skal og bør suppleres af mødet med medarbejderen i hverdagen. Vi må ikke sidde fast omkring chefkontorets mødebord; Vi skal turde møde medarbejderne og borgerne, hvor de er. Vi skal som ledere kaste os ud i at være “antropologer” og udforske problemer fra medarbejderens perspektiv. 

"Vi skal turde forlade vores kontor, være fluen på væggen og antropolog i personalets arbejdsliv"

Hosea Dutschke, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

Vi skal følge dem i deres daglige færd, så vi også kan være vidner til de besværlige arbejdsgange, vi nogle gange skaber, når vi prøver at løse andre problemer. For at komme dybt ind i en given driftsmæssig problematik må vi derfor hægte os på vores medarbejdere og følge deres dag fra start til slut, og lytte til det de siger. Vi skal turde forlade vores kontor, være fluen på væggen og antropolog i personalets arbejdsliv. Og om ikke dagligt så jævnligt være ude og dykke dybt, snuse, smage, lytte, lære og løse medarbejdernes udfordringer og problemer. ”Deep Dive ledelse” er et vigtigt instrument til at skabe meningsfulde og værdiskabende arbejdsgange, der frigiver administrative og repetitive handlinger i sundhedspersonalets hverdag.

Tal ældreområdet op

For det andet skal vi prale. Vitterligt prale og tale ældreområdet op. Særligt når det fra nogle lyder, at ældreområdet er at sammenligne med rumænske børnehjem i 90èrne. Her skal vi være dem, der fortæller om alt det gode, der foregår. Ni ud af ti er tilfredse med den danske ældrepleje. 
Det samme vil gøre sig gældende for en leder, der arbejder på børne- og ungeområdet eller socialområdet. Vi skal tale områderne op. Og vi skal ikke falde ned i den kritik og klagesang, som præger det overordnede narrativ om de borgernære velfærdsområder. Det skal være attraktivt at være SOSU-assistent, pædagog eller sygeplejerske. Og som offentlige ledere har vi et ansvar for at være den stemme i den offentlige debat, der taler vores arbejde op. Ingen andre gør det.

Så offentlige ledere: Pral løs! 

Det er ikke mange uger siden, at jeg var til Ældretopmøde i Odense. Ministeren, FOA og Ældre Sagen lagde ud med en kollektiv depression på ældreområdets vegne. Den præmis køber jeg ikke. Endnu mere paradoksal var slutbemærkningen fra scenen: ”Og i øvrigt skal vi huske at tale ældreområdet op.” Jamen, så lad os dog gøre det. Og meget gerne sammen. Gør vi det, er vi endnu bedre rustede til at tage hånd om fremtidens fælles udfordringer.
Så offentlige ledere: Pral løs!