There is something rotten … folkekirken bør reformeres

Den danske folkekirke har problemer. Og de forhold, som har skabt problemerne, forhindrer også en løsning. Det drejer sig om arbejdsmiljøet og det organisatoriske set-up. Det er råddent.

KOMMENTAR

Der er ikke tale om nye problemer. De har været der længe, og den danske folkekirke har demonstreret, at den ikke selv kan håndtere og udpege nye løsninger på gamle problemer. Derfor må sagen løftes ind på ministerens bord. Kirkeministeren må igangsætte en ’reformation’.

Mange års problemer med arbejdsmiljøet

Allerede i 2013 og 2014 blev det konstateret, at der var problemer med arbejdsmiljøet, og at det gik ud over alle involverede - fra kirketjenere og gravere til præster. 34 procent af medarbejderne oplevede, at der i varierende grad foregik mobning på arbejdspladsen. Særligt præsterne, nemlig hver femte af dem, følte sig udsat for mobning. Arbejdstilsynet reagerede i 2016 med 83 påbud vedr. egenindsatsen efter besøg i 250 virksomheder inden for branchen ’religiøse institutioner og begravelsesvæsen.’ Her konstaterede arbejdstilsynet nemlig arbejdsmiljøproblemer på 178 arbejdspladser. 
Der er siden lavet en række grundige undersøgelser af arbejdsmiljøet i folkekirken, som stadfæster, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Dels har folkekirkens egen arbejdsmiljørådgivning (FAR) dokumenteret dette i 2016, dels har Kirkeministeriet fået foretaget grundige landsdækkende undersøgelser i 2017 og i 2018. Disse dokumenterer med al ønskelig tydelighed, hvordan det står til. I 2017 var det således 41 procent af de ansatte i folkekirken, der havde været vidne til mobning. Da landsgennemsnittet på danske arbejdspladser er 27,4 procent, er det tydeligt, at der her er tale om særlige problemer. 

Problemer på arbejdet ses som private

Jeg har læst rapporterne og gennem årene talt med mange præster, provster og biskopper om, hvordan den danske folkekirke fungerer.

“Det arbejdsmiljø, der portrætteres, er præget af mobning, tavshed, berøringsangst og konfliktskyhed samt en udpræget grad af manglende ledelse, som gør, at medarbejderne hver især går med problemerne alene”


Det arbejdsmiljø, der portrætteres, er præget af mobning, tavshed, berøringsangst og konfliktskyhed samt en udpræget grad af manglende ledelse, som gør, at medarbejderne hver især går med problemerne alene – ser dem, som deres egne private problemer. Det skaber skyldfølelse og mindreværd hos den enkelte præst, kordegn og graver.

Præsterne er særligt pressede

Især præsterne har følt sig presset og overladt til sig selv. Det er der mange grunde til. De er ansat under Kirkeministeriet, de fleste som tjenestemænd. Deres nærmeste ledere, provsterne, har ikke et ledelsesansvar over for dem i traditionel forstand – de skal blot føre ’gejstligt tilsyn.’ Menighedsrådet har ikke ledelsesretten over dem, men kan indstille til ansættelse og afskedigelse og har stærke meninger om, hvad præsterne foretager sig. I det hele taget er præster offentlige personer, som alle har og indimellem ytrer holdninger om og til. Det gælder provster og biskopper, offentligheden i almindelighed samt kirkegængere og medlemmer af menigheden i særdeleshed. Menighedsrådet spiller en særlig rolle. Præsten har kun ledelsesbeføjelser over kirketjenere, organister, gravere m.fl. i forhold til kirkelige handlinger. Derudover påhviler dette ansvar menighedsrådet. Læg dertil at præster ofte er tilknyttet flere sogne på en gang. Samlet set er der tale om uklare og flertydige ledelsesforhold, der naturligt nok skaber et krydspres på præster, der i forvejen skal kunne håndtere andre menneskers store følelser i forbindelse med f.eks. begravelser og andre livskriser.  

Præster sagde fra offentligt

Mange præster er gået ned med stress og har måttet sygemelde sig i kortere og længere perioder. I efteråret 2021 blev det for meget for en gruppe præster, der med sogne- og feltpræst Katrine Blinkenberg i spidsen gjorde fælles sag og formulerede en hensigtserklæring om at bryde tavsheden og forsøgte at råbe kolleger og offentligheden op. 49 præster underskrev hensigtserklæringen. TV 2 Lorry gravede i sagen og lånte sende- og taletid til præsterne. I dag har 200 præster skrevet under på hensigtserklæringen, og den lille gruppe af standhaftige præster har samlet over 70 cases med kolleger, der har været ramt af mobning og ledelsesmæssigt svigt. Det er artig læsning.

Opråbet risikerer at blive kvalt

Men der er fare for, at projektet ”bryd tavsheden” bliver trængt. Det virker, som om nogle på lederniveau i folkekirken vil lægge låg på. Måske fordi det kunne svække legitimiteten og ødelægge den gode stemning? Biskop over Helsingør Stift Peter Birch har på vegne af biskopperne udtalt, at arbejdsmiljøet ligger dem meget på sinde, men også at de ikke kan genkende billedet af en folkekirke, der er præget af tavshed og konfliktskyhed. De ser tværtimod gerne dialog. Det lyder jo meget godt, men hvem tør sætte sig op imod øvrigheden? Man kunne komme i unåde, og det kan koste karrieren. Biskopperne henviser også til Folkekirkens Arbejdsmiljøråd (FAR). Men flere , jeg har talt med, opfatter det som en systemkonform enhed, der ikke formår at løse komplekse problemer. Præsteforeningen er også provsternes og biskoppernes fagforening, og spørgsmålet er, om den formår at tale de trængte præsters sag. Tillidsrepræsentanterne føler sig kritiseret for ikke at gøre deres arbejde godt nok, selv om de forsøger. Det gælder også menighedsrådene (Landsforeningen af Menighedsråd), som føler, at de bliver udstillet som skurke i undersøgelser til trods for, at de gør, hvad de kan.

Fortielse blandt kirkens kloge folk

Det gejstlige hierarki af biskopper, provster og præster er ikke et ledelseshierarki i klassisk forstand. Tag dog ikke fejl: Det er et magthierarki, som kan knuse de formastelige, der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved og kritisere tingenes tilstand. Samlet set står den lille gruppe, som ønsker at tale de udsattes sag, svagt.

“Det er et sandt paradoks, at netop disse mennesker ikke evner at tale om, men tværtimod forsøger at fortie alvorlige problemer med arbejdsmiljø og ledelse.”

Folkekirken er til overflod befolket af kloge, vidende, belæste og dannede mennesker, som alle vil det gode og gerne åbner døren for dialog, og som har ordet i deres magt og elsker og evner at tale intellektuelt om ethvert emne af betydning. Det er et sandt paradoks, at netop disse mennesker ikke evner at tale om, men tværtimod forsøger at fortie alvorlige problemer med arbejdsmiljø og ledelse.
Man viger tilbage fra at stille de nødvendige men vanskelige - for ikke at sige tabubelagte - spørgsmål vedrørende konsekvenserne af den eksisterende organisering: provsternes konfliktskyhed, menighedsrådenes amatørisme og præsternes magtesløshed. Men det er åbenbart her, som på mangen en direktørgang, hvor døren ’står åben’, men ingen tør gå ind ad den. Det knytter sig til en kendt magtteknik, hvor medarbejderne af gode grunde oplever åbne døre og ønske om dialog som skræmmende: det drejer sig om repressiv tolerance.

En kulturændring er ikke nok

Nu kunne man tro, at dette primært er et spørgsmål om at ændre på den fremherskende kultur i folkekirken. Den kultur, som undersøgelserne påpeger, er præget af udsagn om, at ’enhver passer sit’, ’nu må du tage dig sammen’, ’tør øjnene’ og ’pas på du ikke falder i unåde’. En solistkultur, som privatiserer problemer, betragter forsøg på konflikthåndtering som utidig indblanding og lægger op til, at den, der ikke kan klare mosten, befinder sig det forkerte sted.
Men i denne sammenhæng tjener kulturen primært til at understøtte forhold, der er endnu mere fundamentale. Det drejer sig om selve organiseringen af den danske folkekirke. Årsagen til, at der er så graverende arbejdsmiljøproblemer, bunder i den uklare og flertydige organisering med to måske tre ledelseshierarkier: det kirkeministerielle hierarki med en minister og embedsmænd i ministeriet, det gejstlige hierarki af biskopper, provster og præster og det frivillige ledelseshierarki af ’folkevalgte’ provstiråd og menighedsråd. Årsagerne bunder i mangel på lederskab. Et lederskab kunne have gjort op med og ændret kulturen. Man bliver nødt til at ændre på strukturen for at ændre kulturen.

Folkekirken fungerer ikke som organisation

Når jeg som organisations- og ledelsesteoretiker ser på den danske folkekirke, må jeg konstatere, at der er tale om en institution, der ikke ser sig selv som en organisation. Der er fx ikke nogen overordnet ledelse, der som en synode kan fastlægge en fælles retning. Mens andre frivillige organisationer op gennem forrige århundrede har tilpasset sig gennem organisatorisk udvikling og professionalisering (det gælder også kristne og kirkelige organisationer som KFUMs Sociale Arbejde og Folkekirkens Nødhjælp) er folkekirken selv forblevet uændret. Den nuværende organisering skriver sig tilbage i historien til grundlæggende uenigheder om, hvordan kirken skal organiseres. Der er uenighed om, hvorvidt der er tale om en statskirke. Men den danske folkekirke har rod i enevældens statslige kirkestyre, mens menighedsrådene blev selvstændige fra begyndelsen af forrige århundrede. Den nuværende ordning er ikke indstiftet af en ’højere magt’. Den kan både diskuteres og ændres. Den nuværende organisering med styringstænkning og arbejdsdelinger er et udtryk for en delikat balancegang mellem stat og kirke, men den sikrer ikke en nødvendig adressering af alvorlige udfordringer. Og det gælder både de overordnede strategiske og de lokale personalepolitiske udfordringer.

Ledelse er fraværende i folkekirken

De politiske ledere og folkekirkens øverste som biskopper og provster betragter altså ikke folkekirken som en organisation, der har brug for en ledelse for, at de ansatte kan samarbejde, tilpasse sig og udvise rettidig omhu. I folkekirken har man ganske enkelt ikke en tradition for at tænke organisation og ledelse. Der er nærmest tale om fremmedhed overfor og uvidenhed om ledelse på alle niveauer.

“Åbenbare udfordringer og konflikter får dermed lov til at stå uadresserede hen og udvikle sig, så det går ud over de involverede.”

Det karakteriseres bedst som ’laissez-faire-ledelse.’ Åbenbare udfordringer og konflikter får dermed lov til at stå uadresserede hen og udvikle sig, så det går ud over de involverede. Vi har godt nok en særlig dansk variant af en statskirke, men Kirkeministeriet ’blander’ sig ikke i den måde, kirken fungerer på. Tværtimod har man fra politisk hold ’klogeligt’ holdt sig fra at blande sig og overladt ansvaret til de gejstlige ledere og de frivillige ledere, som heller ikke hverken kan eller tør. Biskopperne har ingen adkomst til at lede folkekirken. Som nævnt fører de kun tilsyn med det gejstlige – altså selve det reliøse aspekt af præsternes arbejde. Provsterne skal heller ikke sikre udvikling og netværk på tværs af og mellem præsterne i provstiet. Provstirådene interesserer sig primært for budgetter og bygninger. Menighedsrådene gør behjertede forsøg på at lede de ’øvrige medarbejdere’, men er amatører og har vanskeligt ved at træde i karakter. I mange tilfælde stammer de problemer, som præster og andre medarbejdere oplever, fra splittede og højtråbende menighedsråd.

Ingen tager ansvar for det psykiske arbejdsmiljø

Vi ved fra utallige undersøgelser, at det psykiske arbejdsmiljø afhænger af, at der er ledelsesmæssig opmærksomhed på det. Altså, at ledelsen har fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og at nogen har legitim adkomst til at gøre noget ved det. Det styrker arbejdsmoralen, motivationen og den sociale kapital dvs. sikrer oplevelsen af retfærdighed og styrker den gensidige tillid og respekt, der fremmer samarbejdet mellem de ansatte. Men med den eksisterende organisering af den danske folkekirke er der ingen, som tager ansvar for det psykiske arbejdsmiljø.

Ansvarsflugt, inkompetence og hykleri

Den nuværende situation i folkekirken kan bedst karakteriseres ved ansvarsforflygtigelse, ledelsesmæssig inkompetence, hykleri og moralsk blindhed. I et ledelsesmæssigt vakuum kæmper mange om magten, men ingen føler sig ansvarlige, og ingen kan vinde den kamp med den nuværende arbejdsdeling, struktur og styring af folkekirken. De kirkelige og politiske ’ledere’ siger tolerance og dialog, men skaber frygt og bæven. Den moralske blindhed og det moralske svigt fremkommer, når de undlader at forholde sig problemer, de burde tage sig af, med henvisning til, at 'det ikke ligger i den rolle, de er blevet tildelt,' og at de 'bare passer deres arbejde som embedsmand.' Dermed bliver etik og sund dømmekraft ikke brugt til at vise retning for kulturen i folkekirken. Det kræver mod at gøre op med fortielser og blindhed. Lad os håbe kirkeministeren tør tage handsken op og sætte et arbejde i gang, der kan se kritisk på det system, som er tæret af mange års råd og laden stå til og lægger op til moralsk blindhed. 

Folkekirken bør reformeres!