Momentum for nødvendig debat om offentlig styring

Der er lige nu et åbent vindue for at diskutere, hvordan vi slækker på den stramme styring af velfærdsområderne fra statens side. Det viser forsøget med de nye velfærdsaftaler og Schillemanns-undersøgelsen. Så lad os udvise mod til at erstatte kontrol og styring med dialog og tillid.

Gammel_dame_titter_vindue_statue

Kommentar

Debat om styring og styringsrelationer er sjældent noget, der trækker overskrifter. Og dog. Vi kender alle til debatten om bureaukratisering af den offentlige sektor, med (for mange) krav om registreringer, dokumentation og kontrol. At mange faggrupper føler sig kørt over, hvor deres faglige dømmekraft bliver tilsidesat af rigide regler, der ikke altid giver mening i den praktiske verden. 
Når vi ser på den politisk debat, der udfolder sig både på Christiansborg og i kommuner og regioner, står vi med en meget central, relevant og særdeles levende dagsorden:

  • Hvor meget kan og skal styres centralt fra?
  • Hvor detaljeret skal styringen foregå?
  • Hvilket spillerum skal de enkelte institutioner have for at nå de ønskede mål?

Når vi bliver konkrete, bliver debatten for alvor interessant. 

Regeringens forsøg med velfærdsaftaler er ved at blive rullet ud. I syv kommuner slipper man tøjlerne på forskellige store velfærdsområder – ældreområdet, børnepasningen og skolerne. De undtages for store dele af det regelværk, man arbejder efter i dag, så kommunerne selv i dialog med ledere, medarbejdere, borgere og civilsamfund kan udvikle løsninger, der matcher de lokale behov og ønsker. I bund og grund handler det om, hvordan vi skal styre den offentlige sektor. Det handler om tillid. Om hvor store frihedsgrader man skal have ude i marken i forhold til de overordnede politiske ønsker om at sikre borgerne den bedst mulige velfærd inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed. 

En dør, der står sjældent åben nu

På Christiansborg er der også ved at brede sig en erkendelse af, at styringen er gået for vidt. Det var interessant at læse interviewet i Politiken i sommer med statsminister Mette Frederiksen, hvor hun klart siger, at ”regeringen og Folketingets partier skal turde blive længere tid i værkstedet og være ærlige om, at man har brug for hjælp i form af input fra politiske med- og modspillere såvel som samfundets aktører.”
Fra Djøfs side har vi hilst meldingen velkommen, og det åbner i høj grad for den debat, vi skal have i hele den offentlige sektor: Forsøget med velfærdsaftaler handler om kommunerne.

Der er en sjældent åben dør til at tage fat på den styringsmæssige debat og en vilje til at se fordomsfrit på nogle af de former, vi benytter i dag.

Henning Thiesen, formand for Djøf

I undersøgelsen ”Empirically informed perspectives for enabling form of steering of Danish agencies and educational institutions” om styring i staten, er der set nærmere på de statslige institutioners frihedsgrader. Hvor meget skal være styret af stramme manualer, detaljerede retningslinjer og resultatkontrakter fra ministeriet og styrelse? Hvor stram skal styringen være, og hvordan ser den optimale styringsrelation ud? Der er en sjældent åben dør til at tage fat på den styringsmæssige debat og en vilje til at se fordomsfrit på nogle af de former, vi benytter i dag.

Tillid og involvering kræver mod og vilje

For Djøf handler det om mere tillid, mere involvering og gensidig forståelse og respekt for de rammer og roller, vi hver især udfylder. Og det er også de budskaber, vi læser ud af rapporten fra undersøgelsen. Den viser et udtalt ønske om samarbejde. Endda et ønske der er større end ønsket om større autonomi for de statslige institutioner. Et samarbejde om at definere mål og frihed til at nå målene inden for de overordnede rammer. Som sagt er det en debat, vi ser i hele den offentlige sektor, og her giver rapporten et solidt fundament til at arbejde med, hvordan vi udvikler styringsrelationerne.

Tiden er godt givet ud

Jeg tror, at langt de fleste aktører i og omkring den offentlige sektor kan se behovet, og at vi har meget at vinde.

Tillid lyder så let – men det kræver, at man rent faktisk tør slippe tøjlerne

Henning Thiesen, formand for Djøf

Men det kræver vilje og en høj grad af mod at slippe de vante styringsredskaber. Tillid lyder så let – men det kræver, at man rent faktisk tør slippe tøjlerne og måske erstatte de meget kvantitative KPI’er til fordel for nogle mål, de underliggende institutioner bedre kan se sig selv i. I stedet for at rulle et nyt styringsparadigme ud, skal vi tage rapportens konklusioner til os og bruge kræfter på at oversætte dem til vores egen virkelighed i forhold til de institutioner og styrelser, vi hver især har under os. 

Det kan godt være, at dialog og involvering tager lidt længere tid. Men den tid er givet godt ud, hvis vi kan sikre, at styringen giver mere mening og relevans.
 


Henning Thiesen er formand for Djøf og var før det formand for Offentlige Chefer i Djøf. Har tidligere været direktør for Beredskabsstyrelsen og er uddannet jurist.