KOMMENTAR

Enhver offentlig topleder ved at god styring i den offentlige sektor er livsvigtig – både for at holde hus med skattekronerne og for at sikre, at borgerne får den hjælp, de har behov for. God styring giver også plads til, at ledere lokalt i de enkelte institutioner og forvaltninger har nok rum at lede i – og kan gøre brug af medarbejdernes faglighed på bedste vis. I den ideelle af alle verdener … 
Men enhver topleder i det offentlige ved også, at sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Styring kan blive snærende bånd, bjerge af bureaukrati, som spænder ben og har den stik modsatte effekt: At hjælpen til borgeren ikke tager afsæt i behov, men i økonomi, proceskrav osv. Og medarbejderne er underlagt systemlogikker, som betyder, at de netop ikke kan bruge deres faglighed på bedste vis. 

Wicked problem – som alle vil løse

Det er et ’wicked problem,’ som regeringer i årtier har kæmpet med. Lars Løkke og Sophie Løhde introducerede i 2016 den såkaldte Sammenhængsreform, fordi borgerne ofte kommer i klemme imellem de offentlig stole: mellem sygehus og hjemmehjælp, jobcenter og psykiatri, folkeskole og socialforvaltning - for blot at nævne nogle. 
Socialrådgivernes Majbrit Berlau præsenterede borgeren “Peter” med 12 sagsbehandlere og 18 handleplaner for Lars Løkke i begyndelsen af 2017. Det gjorde indtryk, og i snart fem år har der været arbejdet på en hovedlov, som skal gøre det juridisk muligt at give borgerne ret til en samlet plan, når de har brug for hjælp fra det offentlige.

Fra sammenhæng til frisættelse

Mette Frederiksen har en lidt anden vinkel end sammenhæng og samarbejde. Hun kalder det frisættelse og har nu i to omgange frisat kommuner fra snærende bureaukrati i form af lov- og dokumentationskrav over for staten. Det har mødt stor opbakning og begejstring fra top til bund i offentlige institutioner og først og fremmest i kommunerne. I artiklen ’Frisatte kommuner jubler…’ beskriver vi, at entusiasmen i de første frisatte kommuner er stor. Og viljen til at knække de nødder, der skal knækkes, er til stede både lokalt og centralt. Midt i glæden over de fremskridt, der kan komme, skal vi dog passe på, at frisættelsen ikke skaber et nyt problem, som er større end det, som det løser: At sammenhængen og samarbejdet på tværs i det offentlige ikke løftes af sig selv med frisættelsen, men kan tværtimod blive truet.

Frihed bør gå på tværs af sektorer 

Frisættelsesforsøgene er nemlig i udspillet desværre klart afgrænset til den enkelte ”silo”: Fx varsles en ny ældrelov – selv om det i virkeligheden er sundhedslovens regler, der skaber problemer for hjemmehjælp og plejehjem. Det er ej heller folkeskoleloven, der gør det svært for skolerne at hjælpe elever, der ikke trives på grund af sociale, mentale eller fysiske udfordringerne - men børne- og familieområdets regler og praksis. Hvis ikke frisættelsen får lov til ”at gå på tværs” risikerer vi det bliver skønne spildte kræfter. 

Sammenhæng med vedholdenhed

Erfaringerne med de sammenhængende borgerforløb i Ballerup Kommuner viser dog, at det er muligt for en ambitiøs og vedholdende kommune at komme meget langt i at skabe sammenhæng - selv før den såkaldte hovedlov er på plads. Det kræver blot tid, tålmodighed og engagement af ledere og medarbejdere

Frisæt ledere og medarbejdere til samarbejde og sammenhæng

Lad os håbe, at Mette Frederiksens frisættelse ikke bliver snæver frisættelse “silo for silo,”, som de første syv forsøg var designet til , Hvis frisættelsen skal komme både ledere og medarbejdere og ikke mindst borgerne til gavn, skal den netop frisætte ledere og medarbejdere i forskellige afdelinger og med forskellige fagligheder til at samarbejde og skabe sammenhæng, når de yder service og hjælp til borgere fra børn og unge til udsatte voksne og ældre mennesker. 

Det er en vanskelig, men vigtig opgave at løse. Og hvis den bliver løst, kan vi alle komme til at mærke det.